25-10-07: 13:45 | af: Claus Larsen
Foto: Henrik Ohsten / TV 2De startede 11 og nu er der kun fem tilbage. Sådan ville det have lydt i "Robinson Ekspeditionen", men nu skal talen falde på "Vild med dans", som er baggrunden for dagens valg.
På redaktionen er vi alle ret imponeret over de tilbageværendes evner på dansegulvet, men det der interesserer os mest, er, hvor fjollet de kendte ter sig til træningen.
Det vil vi lade vores brugere afgøre i disse valgtider:
Valget står altså mellem de fem tilbageværende par.
Skuespilleren Lai Yde har i hvert fald været fjollet til træningen. Så fjollet, at han er blevet forelsket i sin partner Mie Moltke. Men Lisbeth Østergaard holder sig bestemt ikke tilbage i fjolleriet. Hun og partneren Thomas Evers Poulsen har tydeligvis haft det sjovt under træningen.
Lidt mere seriøs er håndboldspilleren Rikke Hørlykke, der ikke er bleg for at knalde seks russere ned i kampen for at vinde. Men er der også plads til decideret fjol?
Robert Hansen er jo et rigtig fjollehoved, der har udtalt, at dansen har reddet ham. Sammen med Marianne Eihilt er han kommet længere, end han sikkert havde drømt om. Nu går de efter sejren, men er der stadig plads til tant og fjas under træningen?
For sjove Vicki Berlin har "Vild med dans" været lidt af en karruseltur, da hendes partner gennem fem programmer meldte fra. Erstatningen var dog klar i form af sidste års vinder, Steen Lund. Berlin er komiker, men også komiker nok til at blive en del af det mest fjollede par?
Det er brugernes valg, så sæt endelig et kryds hos din favorit. Vi kårer en vinder i morgen inden ugens udgave af "Vild med dans".


