20-08-09: 11:34 | af: Peter Schiødt
Foto: TV 2Normalt er en rød løber til filmpremierer fuld af kendisser, skuespillere og kunstnere. Men til september får den røde løber ydermere kongeligt besøg, når dronning Margrethe er æresgæsten ved en filmpremiere i Odense. Filmen, der skal vises, er nemlig "De Vilde Svaner", som dronningen har lavet scenografi og kostumer til.
... det store computerarbejde; det er rent trylleri, der nøjes jeg med at se og måbe begejstret
—Dronning Margrethe
Om arbejdet med filmen fortæller en begejstret Dronning: "Hele samarbejdet omkring filmen har været en stor oplevelse for mig. Jeg fik mulighed for at deltage i hele udviklingen lige fra begyndelsen og har vel egentlig været med til det meste, lige med undtagelse af lyssætningen, som er en kunst helt for sig, og det store computerarbejde; det er rent trylleri, der nøjes jeg med at se og måbe begejstret."
De Vilde Svaner er bygget over H.C. Andersens eventyr af samme navn, og premieren sker derfor naturligt i forfatterens fødeby, Odense, i forbindelse med byens kulturnat 4. september.